Fedt og være i krig.
Soldalten Morten Giller Lauridsen kom for to år siden hjem fra Afghanistan. En tur, der gav ham to tatoveringer. en for hver kammerat han mistede i krigen. på trods af tabene, var det stadig en fantastisk oplevelse.
Tekst af Katrine Holmgaard Hansen.
Foto af Trine Korneliussen.
For snart tre år siden stod Morten Gitter Lauridsen i Kastrup Lufthavn. Turen gik mod Afghanistan med det danske forsvar. Han følte sid klar efter en masse træning, kurser, foredrag og møder med tidligere udsendte. Han glædede sig til alle de fede oplevelser, han ville få. Og til at komme ned og opleve krigen. Han havde så travlt med at komme af sted, at han faktisk havde foretrukket at tage alene i lufthavnen. Bare tage af sted. Alligevel var familie og de nærmeste venner taget med for at sige farvel. Et forsigtigt smil breder sig i det strittende fuldskæg.
"De ville helst være foruden, at jeg to af sted, selvom de støttede mit valg. Så de var meget hårdere for dem end for mig at sige farvel. Jeg ville bare af sted!"
Morten er i dag 23 år. Hans hår er rodet. Skægget har fået lov til at gro. Han kidder ud af vinduet på den dovne eftermiddagssol med et par venlige blå øjne. Lejligheden tilhører tydeligvis to unge mænd. Fladskærmen med tilsluttet Playstation 3 har en central plads i stuen. Foran står to slidte, sorte lædersofaer og i hjørnet står et umiddelbarn ofte besøgt barskab. På den store reol liller stakke af mandemagasiner med letpåklædte kvinder, Illustrete Videnskab og Times Magazine. En hylde på reolen har dog et helt specielt tema. Her er kun plads til boger om krig. Og om Afghanistan.
En varm velkomst
Det var varmt da de ankom til Afghanistan. Vildt varmt.
"Først stod vi i udstødningen fra flyet, som var varm men gab lidt luft. Men da vi gik væk og ikke længere kunne mærke den var det bare varmt!"
Mortens deling ankom til basen, hvor den næste uger skulle gå med træning og klimatilvænning. Her fik de hver en bås i sovesalene, hvor Morten havde plads til sin udrustning, computer og breve hjemmefra. Dagene gik med vagt i tårnene, køkkentjans og nogle gange gik de patrulje. På patrulje var det deres opgave at fungere som et skjold for briterne. Her galt det om, at se hvor langt de kunne komme, før Taliban åbnede ild imod dem. Morten husker den første gang, der blev skudt efter ham.
"Jeg faldt hurtigt tilbage på det, jeg havde lært hjemmefra. Smed mig i dækning i en grøft og åbnede ild mod modstanderen for at dræbe- Under skyderiet tænker man ikke over situationen, det er først bagefter. Kroppen har været under pres, og bagefter farer endorfinerne rundt i kroppen. Det var fedt." han smiler og strømpesokkerne tripper under spisebordet.
En tatovering for Ebert
Men ikke alle gange efterlod kampe mod Taliban en god følelse i kroppen. Morten fortæller om en dag, hvor der gik rygte om, at en brite havde mistet livet på grund af en mine. Rygterne gik på, at Taliban brugte hans arm som trofæ i en lille by i nærheden. Derfor gik Mortens deling ud for at undersøge og sikre området.
Han forklarer, at det ikke var normalt for Taliban at opholde sig i områder med mennesker, så de gik ud fra, atde ikke var i området. Gruppeføreen, Ebert, gik rundt om et hjørne, og pludselig blev der åbnet ild. Han vendte sig om og blev ramt på sin ven tilbage.
"Han var den første, jeg nogensinde så blive ramt. Første skud ramte ham i foden og gik op i skinnebenet. Det andet skud, der ramte, ramte ham i kravebenet og gik ned igennem torsoen"
Morten og hans kammerater frik Ebert i sikkerhed, og han blev hentet af sygehjælpere i helikopter. På deres vej tilbage ankom amerikanske fly og støttede dem fra luften. Tilbage på basen stod kompagnichefer klar til at meddele, at deres ven og gruppefører Ebert var afgået ved døden, dag han kom frem.
Ebert var en ven for Morten. Gruppeføreren er en del det sociale i delingen. En kammerat. Hna var blandt andet altid med på deres byture hjemme i Danmark. Kort efter tabet af Ebert havde kompagniet orlov, så alle 150 menige kom til han begravelse hjemme i Danmark.
"Det var svært, jeg vile faktisk allerhelst bare igang igen, men vores opgaver før orloven blev aflyst på grund af Eberts død"
Morten smiler nervæst, og det er tydeligt at han ikke vil snakke om det. Han viser tilgengæld en tatovering, han har fået på højre skulderblad. To hunde ten med navn og fødselsdato. Den ene for Ebert. den anden for kammeraten Bloch, der også misten livet i Afghanistan.
Idag er det to år siden Morten kom hjem. Han sider i sin lejlighed på Frederiksberg, som han deler med kammeraten Mads. Han er ikke længere ansat i forsvaret, men arbejder i Spejdersport og ugentligt spejderleder. Men han savner det. Især et par måneder efter hans hjemkomst, blev han rastløs og kunne ikke slappe rigtigt af. Han ville tilbage. En tanke han stadig leger med.
"Det var en fed oplevelse at være af sted, og jeg kunne godt finde på at gøre det igen. Men det er ikke de samme opgaver, de har dernede nu, vi er ved at træde mere tilbage. Og jeg vil egentligt hellere i krig," smilet i skægget breder sig igen, og han fortsætter:
"Min venner har direkte sagt, at de ville være kede af, hvis jeg tog af sted igen. Så det bliver nok bare ved tanken."
Samarbejde imellem Journalisterne & Fotograferne på Grundtvigs Højskole.
